Er odder i mårfamilien

En havodder (Enhydra lutris nereis) ses her med en fanget krabbe. Licensforhold: Dette materiale er ikke underlagt ophavsret. Indledning til artiklen Oddere (Lutrinae) er en betegnelse for en række små til mellemstørrelse rovdyr, der tilhører mårfamilien (Mustelidae). De i alt 13 arter er alle biologisk tilpasset et liv i det våde element, hvor de opholder sig i store tidsrum som fremragende svømmere og dykkere.

Deres ben er korte, og tæerne er udstyret med svømmehud for at lette bevægelsen i vandet. Hos medlemmer af slægten Aonyx, også kendt som dværgoddere, er denne svømmehud dog enten stærkt reduceret eller helt ikke-eksisterende, og deres kløer er små. Oddernes ører er beskedne i størrelse, og både øregange og næsebor kan lukkes helt tæt, når dyret befinder sig under vandoverfladen.

Arterne udviser stor variation i fysiske mål; kropslængden uden hale går fra 45 cm med en vægt på 2 kg for den asiatiske dværgodder (Aonyx cinerea) op til 130 cm og 45 kg for havodderen (Enhydra lutris). Odderfamilien findes naturligt udbredt i både Nord- og Sydamerika samt i Eurasien og på det afrikanske kontinent. Faktaboks om navnet Etymologisk set stammer ordet odder fra germansk og er beslægtet med Hydra, som betyder vandslange eller vanduhyre.

Selve fiskeodderne i slægten Lutra er tæt knyttet til ferskvandsmiljøer. De etablerer typisk deres bopladser i underjordiske gange, i stendynger eller i hulrum under væltede træstammer. Deres fødekilde er primært fisk, frøer, krebs og andre organismer fra ferskvand, men de kan ligeledes jage mindre fugle og gnavere på land. Den sydøstasiatiske art simung (Lutra sumatrana) er en del af denne gruppe.

Fiskeodderne håndhæver egne territorier langs bredden af søer og vandløb, hvor en hans domæne normalt overlapper med flere hunners leveområder. Hunnerne bringer unger til verden efter en drægtighedsperiode på to måneder, hvilket er en generel egenskab for samtlige arter i oddergruppen. Den nordamerikanske flododder (L. canadensis) er en anden kendt repræsentant. Det samme gælder den europæiske odder (L.

lutra). I store dele af Europa har arten oplevet en voldsom tilbagegang, men i den danske natur er bestanden i øjeblikket i fremgang. Efter en lang årrække uden tegn på oddere på Sjælland er der nu konstateret enkelte spor af dem, og den samlede population i Danmark, som primært findes i Midt- og Nordjylland, anses for at være i vækst. Kæmpeodderen (Pteronura brasiliensis) lever i de centrale regioner af Sydamerika.

Denne art adskiller sig fra de øvrige medlemmer af familien ved blandt andet sin betydelige størrelse og flade hale. Dværgodderne (Aonyx), som også kaldes fingeroddere, tæller to arter i Afrika og en enkelt i Sydøstasien. Blandt alle oddere er det disse, der er mest orienteret mod et liv på landjorden. De besidder en ekstremt god finmotorik og følsomhed i fingrene, hvilket gør dem i stand til at mærke sig frem til byttedyr under vandet.

Deres kost består i overvejende grad af forskellige krebsdyr og muslinger. Dværgoddere lever socialt i familiegrupper, der kan bestå af op til ti individer. Havodderen (Enhydra lutris) holder til langs den nordamerikanske vestkyst og er den eneste art, der udelukkende lever i havmiljøet. Den skiller sig ud fra andre havpattedyr ved ikke at have et isolerende spæklag under sin hud.

Den eneste beskyttelse mod det kolde havvand er den luft, som holdes fast mellem hårene i dens tætte pels. Dette gør havodderen ekstremt sårbar over for eksempelvis olieforurening, da olien ødelægger luftlaget, hvilket medfører, at dyret hurtigt dør af afkøling. Havoddernes føde udgøres af fisk, søpindsvin, muslinger samt diverse krebsdyr. Når de skal åbne de hårde skaller på søpindsvin eller muslinger, lægger de sig på ryggen i overfladen med en sten på maven, hvorefter byttet bankes mod stenen, indtil skallen brister, så de kan spise det bløde kød.

En havodder føder som regel kun én unge, som i de første levemåneder bliver båret på moderens mave, mens hun svømmer rundt på ryggen. Samtlige odderarter er i dag truede som følge af den voksende forurening af vandmiljøet, og adskillige arter er stadig genstand for jagt på grund af deres pels.