En lejemorders guide til et smukt hjem

Den islandske skribents fjerde værk i dansk oversættelse fremstår som en hæsblæsende spændingsfortælling, der leder tankerne hen på det store lærreds blockbustere. I litterær skikkelse præsenteres beretningen om en professionel dræbers konfrontation med Island som en lyrisk provokation. En uforskammet samfundssatire driver læseoplevelsen fremad med stor hast.

På den højre fløj finder vi de reaktionære, skydegale mænd, som hellere udøver hustruvold end intimitet, mens den venstre fløj udgøres af en forbitret skare af modstandere af globalisering, der afviser enhver af tilværelsens nydelser, herunder kødspisning, erotik og klimatiske forandringer. Personligt ville jeg placere mig i det dybeste lag, der hvor de yderliggående fløje fra begge sider af det politiske spektrum smelter sammen.

Der hvor selvretfærdige individer befinder sig i selskab med både drabsmænd og professionelle tyveknægte. Lad mig indledningsvis fremstå en smule nidkær. Sagen vedrører en bagatelagtig nuance, der uundgåeligt prægede min umiddelbare opfattelse. Logikken i tallene stemmer simpelthen ikke. Det tyder på, at udgivelsesprocessen er foregået i en unødig hast.

Når man tager i betragtning, hvor omhyggeligt forfatteren har lagt kræfter i at udvælge sit sproglige udtryk, må man kunne forvente, at forlaget yder en tilsvarende indsats i den redaktionelle indpakning. Lad os dog forlade kritikken af det tekniske og fokusere på selve fortællingen. Likvidatoren Tomislav Bokšić, bedre kendt som Toxic, er en del af den kroatiske underverden i New York.

Da en opgave slår fejl, tvinges han til at antage en ny personlighed og forlade USA i al hast. Gennem en række tilfældigheder lander han på islandsk jord forklædt som en ekstremistisk prædikant fra USA. Den mundvaske lovbryder, som for nylig delte lagner med sin chilenske partner, befinder sig pludselig foran kameraerne i en religiøs tv-udsendelse på Island. Han bringer lys til mørket og forkynder for sit publikum: I er velsignede, et udvalgt folkefærd, for jeres hjem er i Herrens eget rige.

Den sande Guds domæne. Talestrømmen lader sig ikke tøjle. Det er i udnyttelsen af disse kontraster, at Helgason formår at levere sin skarpe samfundssatire. Bag den forpustede fremdrift og de overtegnede figurer gemmer der sig en eksistentiel refleksion over fundamentale emner som eksistens, religiøsitet, affektion, brøde og forsoning. Portrættet af lejemorderen får flere facetter, idet Toxics indre sår og fortid som ungdomssoldat under Balkankrigen kommer for dagen.

Samtidig kaster Toxics udefrakommende perspektiv på Helgasons kølige fødeø et afslørende lys over de lokale indbyggeres trivielle bekymringer og excentriske vaner. De indstiller deres sædvanlige vinterrutiner, dropper fjernsynet, den nydelige påklædning og den daglige personlige hygiejne. I sin essens fremstår bogen som et modstykke til en Hollywood-produceret spændingsfilm.

Hvert afsnit vibrerer af tempo og dramatik, mens Toxics omstændigheder konstant skifter mellem ekstreme yderpunkter. Fortællingens fundament udgøres således af en række uigenkaldelige vendepunkter. Dog rummer actiongenrens største fordel også dens væsentligste mangel. Hvor længe formår den konstante foranderlighed at fænge, før den ender som ensformig?

Værkets opbygning fremstår pludselig ubehjælpsom. Da begivenhederne opskrues så målrettet og drastisk, bliver den utilsigtede følge, at fremdriften føles alt for forhastet. Muligvis skyldes det mine høje forventninger til skribentens talent og hans usødede vid, at jeg afslutningsvis føler mig berøvet en tilfredsstillende kulmination. Efter min opfattelse kammer fortællingen over i en lidt for gøgleragtig komik.

Eftersom Helgason mestrer at skrive så nådesløst og effektivt, mens han med kølig overlegenhed menneskeliggør sin hovedperson, er det uforståeligt, at han ikke fører publikum sikkert gennem hele værket, så det samlede resultat fremstår fejlfrit og strålende.